banner_proto.jpg (9554 bytes)

Foder - Hunde

Fodring af hunde.

Korrekt fodring af hvalpe og unghunde er meget vigtig. Mens de vokser, er det især indholdet af calcium og fosfor i foderet, der skal være korrekt afstemt for at undgå udviklingsproblemer i knogler og led. Både for meget og for lidt calcium og fosfor kan disponere for sygdomme.

Problemer med opkast og diarré ses hos hunde i alle aldre. Udover de akutte diarréer der skyldes infektioner med virus eller bakterier, kan der ses mave- tarmproblemer af mere kronisk natur. F.eks. hunde der har tynd afføring et par gange om ugen, opkastninger med jævne mellemrum, eller hunde der begynder at spise ting, der ikke normalt er hundeføde; afføring, jord, sten eller andet. Hos mange af disse patienter kan korrekt fodring løse problemet.

Et andet hyppigt problem er hunde med kløe, hudbetændelse, fedtet pels eller tør og mat pels eventuelt med skæl. Mange af disse hunde lider af en eller anden form for allergi, der kan afhjælpes med korrekt fodring i stedet for medicinsk behandling.

Overvægt blandt hunde er også et stort problem. Ligesom hos mennesker disponerer overvægt for hjerte-kredsløbssygdomme, stofskiftelidelser og lidelser i de indre organer. Overvægt kontrolleres også ved korrekt fodring.

Heldigvis findes der firmaer, der fremstiller fuldfoder til hunde. Nogle af disse firmaer bruger hvert år store mængder penge på at forske i forbedring af foderet. Der findes derfor på markedet godt kvalitetsfoder med en bred vifte af forskellige diæter, der dækker enhver hunds behov.

Uhensigtsmæssig fodring med et tilfældigt valgt foder, kan påføre hunden unødige gener og behov for behandling hos dyrlægen. Derfor vil jeg anbefale at man fra start henvender sig til dyrlægen om råd og vejledning i korrekt fodring. I samråd med dyrlægen vælges så det fuldfoder der passer bedst til den enkelte hund.

Jens Ruhnau.

Tilbage til Index - Hund >>>>>>