banner_proto.jpg (9554 bytes)

Læs spørgsmål og svar Kat IV

Spørgsmål

vi er et par som næsten lige er flyttet (1/2-01) til Tølløse. Vi har et par spørgsmål om vores katte. Den ene er nææsten 4 år gammel og vi havde hørt at man skal vente med at lukke sin kat ud 14 dage efter at man er flyttet
og det har vi gjort og vi har haft ham i sele  et par gange men det kan ikke så godt lide nu vil vi høre om vi kan lukke ham ud nu uden sele og kan vi regne med at han kommer igen?

den anden kat er kun ca. 6 måneder og hun har også været i sele lidt flere gange end den anden da hun er lidt mere glad for at være ud med sele kan hun komme ud uden sele. her har vi også fået et problem efter at vi er flyttet og det er at hun går op på bordene når vi er gået i seng eller ikke er hlem og det er ikke godt da hun også har fundet ud af at køkken bordet er dejligt for der ligger mad (f.eks. det kød der er taget op til aftenmad) og så kan man jo spise det hvad gør man for at hun ikke komme der op igen?

vi har så et fælles spørgsmål om begge kattene og det er i de krasser på væggene og vi har købt et krasse træ med bordpladtforme som de ikke gider at bruge hvad kan vi gøre for at de ikke krasser hele huset væk?

Spørgsmål

Når indekatte flytter og bliver til inde-udekatte, er det den helt rigtige fremgangsmåde at holde dem inde i nogle uger for derefter at tage dem ude i snor/sele for at gå rundt i haven for at vise dem deres kommende territorie.  Det næste step er at lade dem komme ud uden sele men kun under opsyn det vil sige at kattene er kun ude når i selv er med og kan holde øje med hvad der sker.  Til slut kan man lade dem komme frit ud også uden opsyn men de skal have mulighed til at komme ind igen evt. gennem et kattelem eller kældervindue, som står åbent.  Ikke alle katte kan finde ud af at bruge et kattelem lige med det samme og så må man instruere dem nu så godt man kan, som regel bliver de fortolige med det inden længe.

Det næste er så 50.000 kroners spørgsmålet: hvordan holder man kattene fra at gå op på bordet når man ikke er hjemme?   Der er forskellige metoder man kan prøve men ingen af dem virker med garanti.  Man kan stille en
bradepande med vand det sted hvor katten hopper op på bordet og man kan lave en anordning hvor en stak grydelåge braser sammen ved den mindste berøring - der er ingen grænser for den opfindsomme.  Det aller vigtigste er dog at fjerne fra bordet alle madvarer som skulle falde i kattens smag.  Principet i behandlingen går ud på at gøre det uinteressant for katten at være på bordet.

I er for kort tid siden flyttet i et nyt hus, derfor markerer kattene deres nye territorie ved bl.a. at kradse på væggene.  Man kan gøre kradsetræet lidt mere attraktivt ved at hænge legetøj op i det og lege med kattene sådan at kradsetræet bliver en del af legen f.eks. ved at kaste en bold op på en af hylderne eller ved at trække en snor op af stammen.  Man kan forsøge at dække kattenes markering på væggene med et duftstof som får kattene til at føle sig trygge i det nye hus. Der findes en efterligning af kattenes egen duftstof som får kattene til at slappe lidt af og føle sig
hjemme, det hedder Feliway og du kan få det hos de fleste dyrlæger og samtidig få en snak om katteadfærd.

Dyrlæge Raiku Sarvå

Svar

Hvor længe er hun i løbetid ad gangen og hvor tit? Hvor lang tid går der inden p-pillerne begynder at virke, hun piver stadig efter 3 dage.

Svar

Hunkatte´s løbetid varer ca. en uge og i starten kommer løbetiderne med halvanden måneds intervaller, hvis katten ikke bliver parret kommer løbetiderne hyppigere og hyppigere måske til sidst hver fjortende dag.

Det bedste tidspunkt at starte p-pille behandlingen er efter en overstået løbetid.   Hvis du er begyndt at give hende p-piller i starten af løbetiden kan du forkorte den med et par dage.  P-pillerne har en del bivirkninger som du kan læse om andet steds her på netvet.net.  Hvis din kat ikke skal have killinger er det bedst at få hende steriliseret så er du fri for løbetider, p-piller og bivirkninger.

Dyrlæge Raiku Sarvå

Spørgsmål

Jeg har et spørgsmål ang. kastrerede hankatte. Hvad er det der gør, at de blive fede efter en kastration? Er det homonelt?
Jeg har selv 2 meget kraftige hankatte. De er udekatte og får ikke andet end en kaffekop Hills Kattefoder om dagen.

Svar

Kastrerede hankatte har lettere ved at tage på i vægt, men det er jo foderet, og dermed det daglige kalorieindtag, som bestemmer. Ved kastrationen ændrer blodets hormonspejl og dermed også stofskiftet sig, og det er årsagen til, at de lettere tager på.

Du skriver ikke, hvilket kattefoder de får, men hvis der er tale om c/d vil jeg anbefale, at du skifter til w/d, som ikke indeholder så mange kalorier. Få en snak med din dyrlæge om fodringen.

Spørgsmål

Jeg har en kastreret hankat på 4 år som er mit et og alt. Han blev syg for ca et år siden og det har vist sig ved hjælp af blodprøver og leverbiopsi at han har genereret en eller flere blodårer som leder blodet udenom i stedet for igennem leveren.
Da jeg ikke rigtigt tør binde an med operation (jeg har af flere dyrehospitaler fået at vide at to ud af tre patienter ikke klarer det) har jeg givet ham medicinsk behandling og fodrer nu udelukkende med percription diet ld. mit problem ligger i at han får nogle underlige anfald ind imellem hvor han bliver svimmel og besvimer i et par minutter. han virker forvirret men ellers glad og veltilpas når han vågner, men kan jeg være sikker på at han ikke har smerter?
jeg vil nødigt holde ham i live hvis han lider under sygdommen.
Håber i kan hjælpe mig.

Svar

Ud fra dine oplysninger har din kat det, man kalder en "portohepatisk shunt", hvor noget af blodet fra tarmene ledes uden om leveren, så dette blod ikke "afgiftes" i leveren. Derved sker der en ophobning af ammoniak i blodet, som giver de anfald, du beskriver. Det er rigtigt, at man kan operere, men også ganske rigtigt, at kun få patienter overlever eller får gavn af operationen. Det skyldes at de fleste blodkar, som leder blodet uden om leveren, faktisk ligger inde i selve leveren og derfor ikke kan isoleres og underbindes. Mange patienter med portohepatisk shunt klarer sig faktisk fint ved fodring med l/d fra Hill's Prescription Diet, men det er vigtigt, at du følger instrukserne meget nøje, og sørger for en jævn fodertildeling, så der ikke kommer en ophobning af ammoniak i blodet og dermed anfald. Jeg tror ikke han lider under "anfaldene", men vil da have det bedst, hvis de kan undgåes. Det er dig selv eventuelt i samråd med din dyrlæge som afgør, om katten lider. Hvis det er tilfældet synes jeg, du skal tænke på aflivning, men hvis han fungerer fint med diæten, synes jeg du skal glæde dig over de gode stunder I har sammen.

Spørgsmål

Jeg har en hankat på omkring 1 år som tisser i min seng og det startede han med den 7/3'01. Jeg har også en hunkat som er ca. ½ år gammel. Kan det være at min hankat er jaloux på min hunkat, fordi jeg har givet hende mere opmærksomhed end jeg har givet ham her på det sidste.

Svar

Det er ved at blive forår og det ved dine katte godt.  Din hankat er nu voksen og din hunkat er ved at blive kønsmoden.   Hun udsender måske allerede duftsignaler til ham og det får ham til at reagere med urinmarkering.  Hvis din hankat ikke er kastreret endnu, så se og få det gjort før tisseriet bliver en dårlig vane.  Hvis han få lov til at fortsætte med sin urinmarkering kan det blive svært at vænne ham fra det igen.
 
Din hunkat er også ved at være moden til at blive steriliseret.  Killinger født på efteråret bliver hurtigere kønsmodne fordi det tiltagende  dagslængde om foråret påvirker dem og deres kønsadfærd kommer igang tidligere.  Hun kan godt blive steriliseret allerede før den første løbetid hvis hun ellers er veludviklet og robust nok.

Dyrlæge Raiku Sarvå

Spørgsmål

Hvordan sætter man bedst to katte sammen? Den ene er en 10 årgammel hunkat, som bor i dét hus, hvor begge katte skal bo. Tilflytterkatten er en 4½ år gammel hankat, som jeg har fået fra Kattens Værn for to år siden. De er begge udekatte og neutraliseret. Jeg er i en situation, hvor jeg ikke kan komme uden om at sætte dem sammen,
men mit spørgsmål går på, om der er en opskrift på, hvordan sådan noget skal gøre?

Svar

Hvordan sætter man to katte sammen, jo der findes en opskrift men med forbehold.  Kattenes kemi skal passe sammen for at de kan blive venner ellers kan de med held lære at leve under samme tag i en våbenhvile tilstand.  Det største ingrediens i opskriften er tålmodigehed og masser af det.   Det er kattene der bestemmer tempoet og man kan ikke tvinge dem til sammen hurtigere end de selv vil.

For det første skal den nye kat have et fredsted, hvor den har sin egen mad- og vandskål og tissebakke.  Det bedste vil være hvis den får sit eget værelse hvor den efter et stykke tid føler sig tryg.  Mens den nye kat gør sig bekendt med sine nye omgivelser, skal der "blandes lugte".  Det foregår ved at man gnider den nye kats pels med noget der lugter af den gamle kat og omvendt, sådan at kattene ikke skelner med hvad lugter af hjem eller fremmed.  Her kan et kunstigt produceret duftstof som efterligner kattens egne duftstoffer med fordel anvendes til at skabe venlig stemning hos begge katte.

Det næste skridt på vejen er at sætte døren på klem, sådan at kattene kan se, høre og lugte hinanden men ikke komme til at kradse eller bide hinanden.  Når kattene har vænnet sig til hinanden på denne måde kan man
åbne døren og lade dem frit komme til hinanden uden tvang men kun under opsyn og når det går godt kan man lade dem være sammen også uden opsyn.  Den tid det tager for hver trin er kun kattene der afgør og det kan variere
fra timer til uger.  Almindeligvis er det overstået på 14 dage. Man kan være også så heldig at kattenes kemi passer godt og de bliver hinandens bedste venner på få timer.

Man må under ingen omstændigheder lade dem komme op og slås. For hver gang det sker, skal man starte helt forfra og det bliver sværere og sværere at få dem til at enes efter en kamp.  Tålmodighed belønnes i den sidste ende.

Dyrlæge Raiku Sarvå

Spørgsmål

Min kat har fået noget der ligner eksem ved haleroden. Han har slikket så meget i det, at hårene er begyndt at falde af, og vi kan nu se små sår med skorper på. Det ligner det man kalder loppeeksem hos hunde. Kan en kat få loppeeksem? Hvad kan det ellers være og hvordan kan man behandle noget sådant?

Svar

Det kunne lyde som den tilstand man har kaldt milliært eksem hos kat. Milliært eksem er ikke en bestemt hudsygdom, men et hudsymptom, som kan ses ved en lang række problemer. Hyppigste årsag er lopper, men øremider, pelsmider, lus, indvoldsorm, fødemiddelallergi, indåndingsallergi, bakterielle hudinfektioner og ringorm kan også ses som årsag. Hvis du ikke kan finde tegn på lopper vil jeg da foreslå, at du får katten undersøgt hos din dyrlæge evt får en henvisning til en dyrlæge som hovedsageligt beskæftiger sig med hudsygdomme. Hvis der er tale om lopper ville jeg behandle med enten Frontline eller Advantage.

Spørgsmål

Jeg skriver for at høre mmed hensyn til min kat, jeg købte den i onsdags på et kattehjem, allerede hjem i bilen nøs hun, men det tog jeg ikke for ret meget det kunne jo være tæppet der var lidt støvet for hende, men det blev værre og værre, nu har hun også en meget  tør hoste. Jeg vil gerne høre om man kan hjælpe hende på nogen måde, inden det bliver værre?

Svar

En luftvejsinfektion hos katte kan være en meget alvorlig sygdom. Der kan være tale om katteinfluenza, som kan blive så slem at katten bliver helt blokeret i næsen og den får også øjenbetændelse.  Den mister sin ædelyst, fordi den ikke kan lugte maden eller den kan ikke spise, fordi den ikke kan få vejret hvis den lukker munden.  Hvis infektionen fortsætter kan det udvikle sig til et kronisk problem med tilbagevendende bihulebetændelse. 

Det du beskriver kunne godt være begyndende "forkølelse" en mild form for influenza men det kan lige så godt være de første tegn på rigtig katteinfluenza.   Det er vigtigt at du får din kat undersøgt og behandlet hos en dyrlæge inden det bliver værre.

Dyrlæge Raiku Sarvå

Spørgsmål

min kat har gennem et par dage hostet, nøset og har i dag, da jeg kom hjem også fået åndedræts problemer. det kan jeg se fordi den bruger hele maveregionen for at få været. mit spørgsmål er! hvor akut er det. kan det evt. vente til i morgen for jeg er på S.U og det er så dyrt med konsultation uden for normal åbningstid..

Svar

Det er ganske rigtig meget dyrt at bede alle slags fagfolk ( incl. dyrlæger ) at gå på arbejde efter lukketid.

Alligevel har man som dyreejer pligt til at sikre , at det dyr man har taget i sin varetægt får den bedst mulige behandling. Det er derfor , man som hunde/katte-ejer bør tegne en sygeforsikring. På den måde bliver akut dyrlægehjælp aldrig et økonomisk spørgsmål. Der er trods alt tale om et levende væsen.

De vejrtrækningsproblemer du omtaler kan evt. skyldes en skade på kattens mellemgulvsmuskel.

En påkørt kat med en sådan skade vil typisk sidde og hive efter vejret som du beskriver.

Det er imidlertid rent gætterri fra min side , hvorfor jeg vil foreslå dig , at du ringer til den dyrlæge i dit lokalområde som har den akutte dyrlægevagt.  Han/hun vil ved telefonsamtale med dig kunne afgøre , om din kat har behov for øjeblikkelig dyrlægehjælp.

I  Den Danske Dyrlægeforenings etisk kollegiale regler står der  :

I de tilfælde , hvor dyrlægen eller dennes praksis ikke har åbent og derfor ikke selv er istand til at udføre/påtage sig den nødvendige assistance , bør der ved henvisning sikres klientellet adgang til den nødvendige assistance , der både tidsmæssigt og geografisk bør være i rimelig nærhed. -

Altså du skal blot ringe til din sædvanlige dyrlæge.

Spørgsmål

Hej jeg har en hun kat som er meget urenlig. Hun er indekat. Jeg har eksperimenteret med forskellige slags kattegrus og har da fundet nogle dyre mærker som opfanger mere af lugten. Men ligegyldigt hvor ofte jeg skifter kattebakken ellers hvilken slags grus jeg køber, skider og tisser hun i gangen (lige foran kattebakken) eller i køkkenent. Jeg har også en kastereret hankat fra samme kuld som er meget renlig. Hvad skyldes problemet og hvad kan jeg gøre ved det? Hvis jeg har gæster og de stiller deres taske, eller smider deres jakke i gangen tisser hun på den. Jeg er begyndt at overveje at få hende aflivet fordi jeg ikke kan se nogen løsning på problemet, jeg synes jeg har prøvet alt, jeg håber at I kan hjælpe.

Svar

Urenlighed er langt det hyppigste adfærdsproblem hos katte. Ca. 1 ud af 10 neutraliserede (kastrerede eller steriliserede) forbliver urenlige - de urinafmærker. Det er ofte noget af et detektivarbejde, at finde forklaringen på urenligheden. Det er helt nødvendigt for at finde forklaringen (diagnosen) at få mange flere oplysninger, end du har givet. Skulle jeg prøve at gætte på en forklaring, gætter jeg måske forkert og yder dig ingen hjælp - måske tværtimod. For at give dig et eksempel på, hvad jeg mener med at det kan være kompliceret, kunne du kigge på adressen www.dyrepsykologen.dk , hvor du kan læse en artikel om "katten der var urenlig, men kun om søndagen". Jeg vil anbefale dig at forelægge dit problem for din dyrlæge. Han/hun vil kunne hjælpe dig, evt. ved henvisning til en kollega med særlig indsigt i katteadfærd (se www.dskve.dk ).

Tilbage til Oversigt >>>>>>

Til spørgsmål og svar Kat I   Til spørgsmål og svar Kat II   Til spørgsmål og svar Kat III Til spørgsmål og svar Kat V