banner_proto.jpg (9554 bytes)

Læs spørgsmål og svar Hund VIII

Spørgsmål

Jeg henvender mig til jer, da vores 2 årige schæferhund hoster, det lyder nærmest som om han skal kaste op, men der kommer bare en smule slim. Han spiser, men er knap så oplagt, hans snude er tør. Vi fik en hvalp fra en kennel for to uger siden, kennelen havde ugen forinden haft kennelhoste, det har vores hvalp ikke, men kan han overføre sygdommen til vores schæfer uden at hvalpen selv er syg?...

Vores schæfer lider af pancreas insuffiens og lever på diet foder og pankreatin. Hvordan er hans fremtidsudsigter set med jeres øjne?.. Det virker som om sygdommen ikke er videre udbredt og derfor har vi svært ved at finde ud af, om vi kan forvente at han bliver gammel. Måske I har erfaring med sygdommen?.. Hans mave fungerer fint, dog har han indimellem (som f.eks. nu) dårlig mave /diarré og han har tabt sig igen, men det kan måske også være hosten?..

Svar

Det lyder som om din hund har kennelhoste.

Kennelhoste er en virusinfektion der smitter hurtigt. Inkubationstiden, den tid der går fra dyret smittes til sygdommen bryder ud, er 4- 8 dage.

Hvalpen kan godt tage smitten med sig – uden den selv er klinisk syg. Den har måske haft sygdommen men kun haft få symptomer.

Pancreas insufficiens er almindelig kendt blandt visse racer, heriblandt schæfere. Sygdommen kan i de fleste tilfælde styres med pancreatin og spec. foder.Det er dog ofte svært fuldstændig at give pancreatin, der svarer til hundens egen produktion.

Bugspytkirtlen har to funktioner. Den ene er styring og regulering af sukkeroptagelsen via insulin og glucagon. Den anden funktion er fordøjelse af fedt.

Hvis der, til trods for pancreatin tilførsel, stadig er for meget fedt og dermed energi i tarmindholdet, vil hunden ofte få diarré. Man taler her om bakterie overvoksning af tarmen.

Derfor er det en god ting af give hunde med pancreaslidelser behandling med penicillin ca. hver 1-2 måneder.

Fagdyrlæge Thomas Egelund

Spørgsmål

Hvad er symptomerne på orm hos en ca 4 md. gammel hvalp? Jeg har hørt fra en side at det er en tyk udspilet mave. Fra en anden side har jeg hørt at det er en tynd mager mave og helt mager omkring thorax. Min hund er slank tenderende til mager, men harn er en blanding af collie/schæfer og retriver/labrador, så han har jo gener til at være slank.

Svar

Symptomerne på orm kan være mange. Enhver hundeejer har sin helt bestemte måde at ” se ” orm på. Det eneste der duer, er undersøgelse af afføringen. Her kan man med sikkerhed udtale sig om der findes orm i hunden og hvilken
type der er tale om.

Fagdyrlæge Thomas Egelund

Spørgsmål

jeg er en pige på 12 år som har en lille tyk Labrador, men ikke nok med at den er tyk den har også to fedtknuder. Den ene er 13 i diameter og den anden ca.9.
Mine forældre siger at det selv går væk, men kan det det når de er så store????
Jeg kender ret meget til dyr selv og ved at hun har brug for hjælp og når jeg siger det griner mine forældre bare.!
Og når jeg siger hun er tyk mener jeg RIGTIG stor!!!!!!!!!!

Svar

Du er bekymret over din labradors  2 fedtknuder. Normalt genere fedtknuder ikke hunden, med mindre de er placeret meget uheldigt ( det er som regel ikke dem man kan se og mærke på hunden ), eller hvis de bliver meget store. Her mener jeg rigtig store, så de rent fysisk genere hunden ved deres tilstedeværelse. Det er dog vigtigt at være sikker på at det er fedtknuder og en eller anden slags knuder. Derfor vil jeg anbefale dig at få bekræftet din mistanke ved din dyrlæge.

Du spørger også om fedtknuder kan forsvinde af sig selv, det gør de ikke !

Til slut kan jeg ikke undlade at nævne at jeg er meget mere bekymret for din hunds overvægt end fedtknuderne. Det er rigtigt at overvægt ikke gør det lettere og mere sikkert at bedøve hunden, hvis den eventuelt skulle opereres, men overvægt belaster også hundensben, hjerte og andre organer. Så det er nok mere væsentligt at spekulere på en slankekur end på fedtknuderne.

Spørgsmål

Min labrador er pludselig blevet lilla på hele højre side af bryst og mave.Den Har samtidig fået en knude på størrelse med en knyttet hånd i samme side (den kom på under et døgn).Den trækker vejret hurtigere end den plejer og er meget træt.Den er ikke blevet kørt ned.Den har heller ikke nogen blødersygdom.Min dyrlæge siger at det bare er en fedtknude og har givet den Prednison.Men jeg er stadig ved at dø af skræk. Hjælp ! Hvad kan jeg ellers gøre for at hjælpe den ?

Svar

Den lilla farvning af bryst og mave kan næsten kun forklares ved en blødning eller en forstyrrelse i blodtilførslen til området. Det kan blandt andet ske som følge af et slag, øgede blødningstendenser, tumorvækst som forstyrrer blodtilførslen, et fremmedlegeme med efterfølgende irritation af det omkringliggende væv, en betændelsestilstand i vævet osv.

Når du nu er bange og i tvivl er det en god idé, at lade en anden dyrlæge se på hunden og få dennes mening om din hunds tilstand. En vævsprøve af selve knuden vil kunne give et klart svar på om der er grund til bekymring.

Fagdyrlæge John Dee

Spørgsmål

Jeg håber virkelig at i kan give mig et svar. Det drejer sig om mins mors dejlige dansk/Svenske gårdhund Felix, han er en skøn, sød og normalt velopdragen hund. Min mor er flyttet fra en lille by i Hasle til Rønne (hvor der er lidt mere liv - og lidt flere hun-hunde), forstået på den måde, der er altid den ene eller den anden hunhund i løbetid, Felix bliver helt ulidelig, idet han piver højlydt hele tiden, lukker min mor ham ud i haven glor han åndssvagt på hende og står så med snuden højt i sky og lugter efter "damer", når de/vi er ude og gå går han konstant med næsen i græsset, snuser og slikker. er det pga hunhundene han tér sig sådan?? Hvis ja,  vil det så hjælpe hvis han bliver kastereret, eller kan han få noget medicin af en eller anden slags?

Svar

Små hanhunde er kendt for at være i besiddelse af meget stærke seksualdrifter. Således også Felix, der bestemt opfører sig ganske normalt. Hvis det tager så meget overhånd, at det bliver et problem for din mor - og måske også skaber store frustrationer hos Felix - ja, så vil en kastration være en god løsning på problemet.

Fagdyrlæge Jørgen Mikkelsen

Spørgsmål

Vi har en cockerspanielhan på 8 mdr,og han løfter ikke ben endnu når han tisser,er det unormalt?

Svar

Det er ikke helt unormalt, skønt de fleste hunde i den alder dog løfter benet når de urinerer. Det skal nok komme, når han bliver lidt mere sikker på sig selv. Måske er han nervøs for andre hunde i nabolaget? Prøv at lufte ham langt væk fra din bopæl f.eks på steder, hvor der ikke færdes så mange hunde.

Fagdyrlæge Jørgen Mikkelsen

Spørgsmål

Min dalmatiner tæve på 1 år har ofte betændelse i analkirtlen, hvad skyldes det, og kan man gøre noget ved det selv ??

Svar

Ja ; man kan godt gøre noget selv. - Hvis du tager et par engangshandsker på og forsigtigt foretager en klemning omkring endetarmåbningen (anus) , så vil det i mange tilfælde være muligt at tømme de fyldte analkirtler. - Hvis din dalmatiner får tilbagevendende problemer og gener i analkirtelregionen , så bør du konsultere din dyrlæge. Eventuelt skal hunden have en antibioticakur. Det kan eventuelt blive nødvendigt at foretage en kirurgisk fjernelse at kirtlerne. Det er vigtigt , at der ved et sådant kirurgisk indgreb ikke gøres skade på nerver og/eller muskelstrukturerne i analregionen.

Hvis dette sker , kan hunde nemlig få problemer med at holde på afføringen.

En trænet dyrlæge kan imidlertid sagtens foretage det kirurgiske indgreb uden denne uheldige  "bivirkning".

På hjemmesiden : www.vdk.dk  kan du klikke ind på menuen : Dyrlægen informerer og læse mere om

"analkirtelproblemer".

Spørgsmål

Vi har en Jack Russel terrier på godt 12 år. Hun har aldrig været gravid, men har nu nogle symptomer som vi vil mene tyder på graviditet. Det er: meget stor appetit, tigger meget, konstant sulten, spiser alt hvad den kan komme i nærheden af, store patter og en meget stor mave som virker hård. (Hun har altid været en tyk hund.)
Den var i løbetid omkring 6. februar, men vi har ingen ide om hvilken hund den kan have parret sig med.
Vores spørgsmål er nu om vi bør lade hende tilse af en dyrelæge?
Vil hun kunne klare en fødsel i så høj en alder og når hun samtidig er rimelig overvægtig?
Er der overhovedet grund til bekymring?
På forhånd tak for hjælpen.
Er ovennævnte symptomer på graviditet?

Svar

Det I beskriver kan godt være symptomer på en drægtighed, men også på det vi kalder pseudodrægtighed eller indbildsk graviditet, der er en hormonel forstyrrelse. Endelig kunne der være tale om en infektion i livmoderen, men så tror jeg, at hun ville være mere påvirket.

Under alle omstændigheder vil jeg anbefale at I får hende tilset af en dyrlæge, for både en drægtighed og en infektion i livmoderen kan være alvorlige for en hund i hendes alder.

Spørgsmål

Vores hund, (en cavalier) lugter meget grimt i pelsen. Er der noget specielt shampoo der skal bruges ? Vi har prøvet alm. shampoo til hunde men det hjælper ikke

Svar

Lugt fra hundepels er almindeligt. For år tilbage var reglen den, at en hund aldrig måtte vaskes!. Med de gode shampoer der findes i dag er dette ikke længere gældende. En hund kan i princippet vaskes så ofte man ønsker. Du skriver at du har forsøgt vaks og at det ikke hjælper.

Din hund er ikke så gammel men kan alligevel godt have udviklet hudbetændelse og dermed en lugtende pels. Lugt kan også stamme fra analkirtler og hos di race – specielt fra læbefolderne. Hvis læbefolderne er meget foldede kan der let opstå betændelse – som lugter ganske meget. Det kunne jo være årsagen til at vask af pelsen ikke har hjulpet!

Du må gå til din dyrlæge og få hunden grundig undersøgt.

Fagdyrlæge Thomas Egelund

Spørgsmål

: Min boxer som til daglig er utrolig frisk og rørig, har ikke ville spise de sidste par dage. (Det bør måske lige nævnes, at hun har været i løbetid i starten af denne måned.) Den har desuden været først rastløs og i går samt i morges været utrolig sløv, og ville ikke engang ud og gå. I dag har jeg dog fået lidt A-38 i den, men på vores gåtur var den smule afføring hun havde lind og blodig. Det skal dertil også siges, at der i dagene forinden hun holdt op med at spise, havde 2 aftener hvor hun kastede op.
Hun er blevet væsenlig friskere hertil aften, men jeg er naturligvis stadig bekymret. Hvordan bør jeg videre forholde mig, og kan hele forløbet skyldes en harmløs maveinfektion?

Svar

Når en hunhund kort efter løbetid får opkast, manglende appetit og bliver sløv , vil jeg altid mistænke hende får at have fået en livmoderbetændelse. Specielt hvis hun er en lidt ældre model. En livmoderbetændelse er en hormonel ubalance som medføre øget sekretion fra livmoderens kirtler og som øger risikoen for sekundære infektioner. En livmoderbetændelse kan være åben, dvs. så flyder der noget typisk brunligt til rødt sekret ud af skeden, eller den kan være lukket, dvs ingen flåd. En livmoderbetændelse kræver normalt en hurtig behandling, hyppigst i form af en operativ fjernelse af både livmoder og æggestokke.

Det er rigtigt at din hund måske bare har en banal mave-tarminfektion, men jeg synes du skal kontakte din dyrlæge for en nærmere undersøgelse !

Spørgsmål

Vi har en dejlig hvid schäfer hund på 9 år (tæve)

Hun har den kedelige vane, at hun spiser sin afføring, selv om hendes skål er fuld af mad.

Vi har altid fodret hende med tørfoder ( de bedste mærker) prøvet at variere for at se om det gjorde nogen forskel, men nej.

Vi synes det  er meget ulækkert, og da vi har en temmelig stor grund til vores bolig, er det umuligt hele tiden at samle op, før hun skal ud igen, derfor er spørgsmålet: er der noget vi kan gøre for at undgå dette ? Vi skal til sommer være bedsteforældre til vores første barnebarn, og vil meget nødigt have, at hunden ikke kan være sammen med vores barnebarn, da hun ellers er en meget god og børnevenlig hund.

Svar

Coprofagi, som man kalder det, når en hund æder afføring, er et almindeligt forekommende problem, som nærmest må betragtes som noget normalt; omend en dårlig vane. Hvis din hund har haft denne dårige vane i 9 år, er det nok ikke helt nemt at komme til livs. Prøv at give hunden en jerntablet dagligt, så kommer afføringen til at smage dårligere. Prøv også at skifte til et foder med højt fiberindhold (f.eks. Hills prescription Diet R/D) . Ellers er det et opdragelsesproblem. Undlad hunden adgang til haven i 3 uger (eller luft den uden for parcellen). Giv den en grime (Halti eller Gentle Leader), så du har bedre styr på den. Afled dens opmærksomhed, når den nærmer sig afføringen og ros med godbid for ikke at æde afføringen. På følgende adresse kan du  få et mere uddybende : www.dyrepsykologen.dk\artikler\hunden_aeder_affoering.htm

Til Læs spørgsmål og svar Hund I  Til Læs spørgsmål og svar Hund II  Til Læs spørgsmål og svar Hund III

Til Læs spørgsmål og svar Hund IV  Til Læs spørgsmål og svar Hund V    Til Læs spørgsmål og svar Hund VII

Tilbage til Oversigt >>>>>>