banner_proto.jpg (9554 bytes)

Læs spørgsmål og svar Hest VIII

Spørgsmål

Jeg står foran at skulle købe hest, og har kig på en 6 årig DV vallak. Han er ren i røntgen pånær en lille mus i det ene bagben. Er det noget der vil volde problemer? Både rent funtionsmæssigt men også forsikringsmæssigt

Svar

Uden at vide, hvor ledmusen sidder - altså i hvilket led og hvor i leddet - kan man ikke svare på spørgsmålet.

De fleste ledmus i kodeleddet og også dem i haseleddet betyder ikke noget for hestens holdbarhed. Derimod er ledmus i knæet oftest problematiske.

Selvom din dyrlæge mener, at ledmusen ikke vil få betydning for hesten, er det muligt, at forsikringsselskabet vil tage forbehold - i hvert fald i en periode, indtil man ved, om hesten kan holde. Det varierer fra selskab til selskab.

En ting, du også må tænke på, er at du måske senere skal sælge hesten. Selvom ledmusen ikke har givet problemer - eller vil gøre det - er der nogle købere, der ikke vil have en hest med ledmus.

Spørgsmål

Jeg har en lidt ældre vallak på nu 15 år. Har har i de sidste par år haft tendens til galle i bagbenene, mest venstre bagben, som nok også er hans svageste p.g.a. operation i knæet for 9-10 år siden. For 3 uger siden hævede han meget op over ve. kode, meget galle nærmest i en sækform lige over kodeleddet. Han var af en anden rytter blevet redet hårdt i dressur på et meget tungt underlag. Ventede til efter påske og skridtede ham kun samtidig med at jeg hver dag spulede ham med koldt vand, før jeg ringede efter min dyrlæge. Han punkterede "sækken" og gav diagnosen seneskedehindebetændelse. Hesten har på intet tidspunkt været halt. Han gav cortison og antiinflammatorisk medicin til 10 dage. Ingen ridning, kun fold i 14 dage. Hvis det kom igen mente han, at hesten skulle scannes. Der er nu kun en anelse hævelse tilbage, som næsten forsvinder, hvis man trækker ham en tur. Hvordan er prognosen ved en sådan lidelse ?? Nogle siger, at de næsten er så godt som færdige som rideheste efter sådan en lidelse, andre at de sagtens kan tages i brug igen. Han er totalt rengående og skridter meget taktfast, når jeg går med ham. Hvordan får jeg ham trænet bedst op med hensyntagen til skaden her efter de 14 dage?
Tak for jeres brevkasse

Svar

Der er sandsynligvis tale om en seneskede-overanstrengelse. Efter behandling, som din dyrlæge har udført, kommer langt de fleste heste i normalt arbejde igen.

Hæver seneskeden op igen, og/eller bliver hesten halt, vil jeg anbefale en scanning og evt. behandling ved injektion direkte i seneskeden.

Dytrlæge Jørgen Falk-Rønne

Spørgsmål

Jeg er hesteterapeut(primært massage). Jeg har forgæves forsøgt at finde materiale omkring symmetri i/af hestens muskler. Det er ikke lykkedes, så jeg håber at du måske var istand til at hjælpe.
Det skal handle om hvorfor der ikke er symmetri, hvordan symmetri ombygges og/eller "nedbrydes".
Muskler og bevægelseslære er utroligt spændende, så hvis der er noget godt materiale som du kan anbefale takker jeg også for det.

Svar

Der findes oceaner af artikler med forskningsresultater indenfor området hestens muskelfysiologi, muskeladaptation til træning mv. samt bevægelsesfysiologi. Disse findes lettest i de proceedings, som den internationale konference om hestens træningsfysiologi (Conference on Equine Exercise Physiology) udgiver hvert andet år.

Jeg er dog ikke helt sikker på, at det er sådan noget videnskabeligt materiale, du vil have glæde af. Men du kan da prøve at se i det.

Prøv KVL's bibliotek, eller surf på nettet.

Amerikaneren Tracey Turner har publiceret meget omkring fysiske behandlingsformer ved sportsskader på heste, prøv at søge på hende.

Der, hvor du har fået din uddannelse, må det iøvrigt være muligt at få henvisninger til materiale på området. Ellers giver jeg ikke meget for 'lærerne'.

Dytrlæge Jørgen Falk-Rønne

Spørgsmål

Jeg har en plag som går og "bøvser" det lyder som hvis at når hun synker der blev lukket noget luft ud samtidig. Det er galt hvis hun spiser af en krybbe v gulvet, men er ikke så slemt hvis den er i hendes knæhøjde. Den er ikke krybbebider eller vindsluger(jeg ved godt hvordan det ser ud og lyder)
Det kan også forekomme på fold, hvor det lidt lyder som en der bøvser med lukket mund efter at have drukket sodavand. Hvad kan det være?

luft i maven, vindslugning, noget forkert i spiserør/luftrør, jeg har dog ikke villet kontakte dyrlægen om det, for det ser ikke ud til at påvirke hende. Kun mig.

Svar

Du skal have plagen undersøgt af din dyrlæge. Det er muligt, at bøvseriet ikke betyder noget, men der kan også være tale om misdannelser i svælg eller spiserør.

Nogle føl og plage bøvser, fordi de har mavesår. Men det plejer de at blive syge af, f.eks. blive nedstemte og få manglende ædelyst.

Det er umuligt her at afgøre, hvad der kan være galt. Se og få fat i dyrlægen.

Dytrlæge Jørgen Falk-Rønne

Spørgsmål

Oppe på den rideskolehvor jeg går er der en privatpony på 7 år.
Når den er på fold løber den rundt og bider i sine forben. den prøver også at fange sine bagben, så løber den rundt om sig selv og pludselig stopper den op og begynder at sparke bagud. nogen gange gør den det også inde i sin boks. den har en bold inde i boksen som den også står og bider i og slår til med hovedet så den ryger over til nabohesten. jeg har spurgt hende der ejer den om hvorfor den gør det men hun siger bare at det er fordi den er skør. den render også og bider de andre heste bagi.Min ridelære siger at det gør den fordi de andre heste er gamle og den bare prøve at få dem til at lege.
kan det ikke være forde den har ont i benene at den bider i dem og kan en pony være skør og er den så falig. min mor siger at jeg ikke må gå ud på  folden   fordi den altid kommer løbende hen til dem der går ud på folden og man kan ikke slippe væk fra den igen

Svar

Den opførsel som hesten på din rideskole udviser er absolut ikke normal. Hvad årsagen er, har jeg svært ved at angive uden at hesten er undersøgt. Det er rigtigt at der kan være tale om smerte, men det kan også bare være en abnorm adfærd. Du har svært ved at gøre noget ved dette, da det ikke er din egen hest. Det bør nok være en voksen, som du gør opmærksom på disse symptomer, som så kan tage fat på problemet.

Håber dette er en hjælp

Dytrlæge Charlotte Frigast

Spørgsmål

Jeg har en fuldblodshoppe på ca. 10 - 11 år. Jeg har nu haft hende i ca. 4 år, og efter at jeg havde haft hende et par måneder og der begyndte at ride hende, udviste hun stor smerte. Vi kørte hende derfor til charlottenlund dyrehospital, hvor Leif Trangbæk, undersøgte hende. Dvs. han ret uprofessionelt sendte hesten direkte til røntgen uden at se den under rytter først. Han sagde at nogle bækkenplader i bagparten havde fået rykket sig lidt, hvilket han åbenbart gættede sig til, da han ikke kunne røntgenfotografere dette. Han sagde at den skulle stå stille i 3 måneder, på smertestillende, hvorefter den langsomt skulle  genoptrænes.
Dette bliver selvfølgelig overholdt, men da jeg går i gang igen, er resultatet det samme. Stor smerte i ryg og læn samt halthed og ej lyst til at gå til biddet. Jeg får nu anbefalet en dyrlæge fra Hørsholm, Nikolai Jarløv som også får lov at kigge på den. Efter en grundig undersøgelse af hesten på fold, i longe og under rytter, tager han røntgenbilleder af hendes hals og stiller derefter diagnosen: Fract.(ældre) C3 - C4 + fusion C3- C4 facetled. Han sagde at hun var det man kaldte en halshest, og at hun ikke kunne bruges som rigtig ridehest.
Det har jeg selvfølgelig overholdt, og Corona som hun hedder har bare gået stille og rolige skovture med helt lange tøjler i en westernagtig stil, hvilket han sagde var i orden, da hesten derved selv kunne bestemme hvor den ville have hovedet. Og hun har ikke i de par år hun er blevet redet på denne måde vist nogen smerte eller utilfredshed derved.
Nu er det jeg vil høre om der slet ikke er noget at gøre ved det. Jeg har hørt at man kan operere det, er det rigtigt? I så fald hvad ville en sådan opration ca. koste og hvor meget ville den hjælpe? Kender du nogle dyrlæger som har mere forstand på det eller har specialiseret sig i det?
Hvordan ser du rent etisk på det, er det mere humant for dyret at lade det aflive eller har du andre kommentarer?
Jeg håber du vil svare mine spørgsmål, da jeg holder meget af min lille hest og kun vil dens bedste!

Svar

Du glemmer at fortælle mig hvordan din heste faktisk har det. Hvis den har en god bevægelighed af halsen (frit kan bevæge halsen til siderne) og ikke virker smertepåvirket, så er dette jo det vigtigste.

Mig bekendt er der ikke nogen der opererer for facetledslidelser. Hvis du vil vide hvad du skal gøre ved din hest, vil det bedste nok være at lade din dyrlæge tilse hesten igen.

Dytrlæge Charlotte Frigast

Spørgsmål

Jeg har en hoppe på otte år, som fik konstateret hovsenebenssyndrom ved en røntgenundersøgelse i april md. sidste år.
På røntgenbilledet kan man se nogle "små sorte ærtelignene" ting på undersiden af hovsenebenet i højre forben.
Hun har også en meget mild grad af forbenet dragtbrusk i begge forben, som dog iflg. dyrlægen ikke skulle have nogen betydning.
Min dyrlæges prognose for "helbredelse" var noget usikker, for som hun sagde måske holder den tre mdr. - måske altid - måske slet ikke.
Hun blev beordret egg-barr sko, med en udpræget overrulning i tåen, og har været rengående i mere end otte måneder nu.
Hun fik tre mdr.s genoptræning med skridtarbejde for hånd fra August og frem, og blev derefter sat langsomt i ridning.
De sidste tre måneder i normalt arbejde i dressur, på LB - LA niveau.
Nu er jeg dog blevet lidt nysgerrig efter en anden mening om min hest.

Mine spørgsmål går så på;

Helt præcist... Hvad sker der egentlig i området omkring hovsenebenet, når det går galt ?
Hvordan ser statistikken ud for brug af heste med hovsenebenssyndrom ?
Hvad er chancerne for at hun holder til det jeg gerne vil bruge hende til..?
(Dressur - LA klasserne og de lette middelsværklasser og lidt let springning ind imellem)
Min normale dyrlæge mener ikke at det vil skade hende at springe en gang om ugen så længe jeg ikke forlanger at hun skal springe højere end LC- LB.
(Forudsat at hun havde bevist at hun kunne holde til det normale arbejde, og at hun ikke viser tegn på ubehag ved springningen))
Hvad vil i anbefale på det område?

Jeg har skiftet min smed ud da jeg mente at han beskar hesten for langt ned i dragterne, og at dette har medvirket til de problemer hun har fået.
Kan det være en årsag efter jeres mening ?

Hvis alt går galt er jeg blevet gjort bekendt med muligheden for en operation, som der efter sigende skulle være gode prognoser for, mht. helbredelse.
Hvad er jeres erfaringer på det punkt ?

Svar

Jeg er glad for at høre at du har anvendt din hest normalt de sidste tre måneder. Hovsenebenssyndromet siger bare at hesten er øm i forbenene på grund af ømhed bagerst i hoven. Der jkan derfor være tale om mange ting. Hvis en korrekt tilpasset sko har hjulpet, så vil den formetlig fortsat have dette. Så sørg for at hun ikke får for lave dragter (pas beslagperioden), fortsæt evt. med eggebar sko og en god overrulning og lad være med at tænk over problemet på andre måder end dette.

Jeg håber det fortsat går godt for dig, og er du i tvivl bør du tale med din dyrlæge om dette og evt få bekræftet om din hest er halt, eller om problemet kun er noget der kan ses på billder.

Håber dette er svar nok, selv om jeg ikke har svaret på alle dine ekstra spørgsmål.

Dytrlæge Charlotte Frigast

Spørgsmål

Mit spørgsmål vedrører min 2-årige hingsteplag. I løbet af det seneste års tid, er han blevet meget "udaftået" på begge bagben. (hans baghove peger ud til siderne).
Jeg har fået af vide, at det vil rette sig op, når han får nogle flere muskler. Er det rigtigt, og/eller kan det påvirke hans gang og holdbarhed (springhest). Kan smeden rette et sådant problem op?
Jeg håber i kan svare på mine spørsmål. På forhånd tak.

Svar

Jeg synes diu skal få din dyrlæge til at se på din plag. Dette kan evt ske samme med smeden hvor de to finder ud af hvad der skal gøres - hvis der skal gøres noget. Der er formentlig tale om, at hesten udvikler kroppen, så denne bliver bred. Benene skulle gerne følge med efterhånden.

Dytrlæge Charlotte Frigast

Spørgsmål

 

Svar

 

Tilbage til Oversigt >>>>>>

Til spørgsmål/svar Hest I Til spørgsmål/ svar Hest II   Til spørgsmål/ svar Hest III   Til spørgsmål/ svar Hest IV

Til spørgsmål/ svar Hest V   Til spørgsmål/ svar Hest VI Til spørgsmål/ svar Hest VII